Ah, så kan der vist ikke presses meget mere ud af Luzern… Det har været en rigtig fin dag igen her i byen, som startede med morgenbuffet, som jeg indtog lige ved siden af vandkanten. Hyggeligt!

Dernæst tog jeg til turistkontoret, hvor jeg havde besluttet mig for at indløse billet til en såkaldt “Golden Roundtrip”. Det er en udflugt bestående af en bådtur på Vierwaldstättersøen mod byen Alpnachstad, hvorfra man tager verdens stejleste tandhjulsbane (med en stigning på op til 48%!) til bjerget Pilatus på 2129 meters højde. Nedturen foregår til gengæld med forskellige svævebaner, hvor man kommer til byen Kriens, hvorfra man tager en almindelig bus tilbage til Luzern.

Det var en rigtig fin tur, som jeg nød i fulde drag. Specielt tandhjulsbanen var selvfølgelig en fin oplevelse, men også de pragtfulde udsigter oppe fra bjerget var noget, man ikke ligefrem oplever hver dag. Det var bl.a. noget anderledes at have en sky på den ene side, hvor man ikke kunne se en pind – og så have sol og klart udsyn på den anden side!

Der var forskellige vandreture på bjerget, hvor jeg tog 3 af slagsen – 2 korte og en lang. Den længste førte til toppen Tomlinshorn, som er det højeste på bjerget. Det var ikke helt nemt at komme derop, men sørme om ikke 2 ældre med en hund nåede toppen lidt efter mig smiley

Jeg var tilbage i Luzern by omkring kl 18, hvilket gav mig tid til lidt senere at tage ned til en pub i byen, hvor jeg kunne se Barcelonas sæsondebut. Med deres 7-0 sejr kunne dagen ikke være mere fuldendt, hehe.

I morgen gælder det så sidste stop i Schweiz – nemlig Zürich! Der bliver lidt at leve op til efter Luzern, men mindre kan jo også gøre det.

Jeg har valgt at lægge lørdagens billeder fra Luzern op på schweiz.elmomo.dk, så I må have billeder fra bjergturen i dag til gode.